Projekt 2: Installationsprojekt for Word Festival

Til dette projekt fik vi til opgave at udvikle en installation til Word Festival.
Vores gruppe fik case 4, som handlede om vagtplanlægning for frivillige.

Festivalen havde hidtil brugt et klassisk excel-ark, men ønskede en løsning, der var nemmere og mere brugervenlig – især fordi mange af de frivillige er ældre og har haft svært ved at bruge de online-systemer, der tidligere er blevet afprøvet.

“Case 4: Vagtplanlægning frivillige: Lige nu kører vi med et godt gammeldags excel-ark, men
vi ønsker noget smartere. Vi har forsøgt os med et online-system, men eftersom vores
frivillige ligger i den høje ende aldersmæssigt, fungerer det ikke optimalt. Vi ønsker
derfor et planlægningssystem, der er nemt for både os og vores frivillige.”

Efter vores idégeneringsfase, valgte vi at gå videre med det, som vi synes var det mest oplagte og praktiske samt noget som ikke allerede var set:

En app, specialudviklet til WORD festival og deres frivillige. 

Lyst til at afprøve vores prototype inden du læser videre? Så kan du gøre det her! 

Kick-off og brugertest

Ved kick-off skulle vi først vælge en case og udfylde vores gruppekontrakt. Vi havde oprindeligt ønsket case 3 om bogbestilling, men endte med case 4, hvilket viste sig at være både udfordrende og spændende. Gruppekontrakten hjalp os med at få klare rammer og forventninger på plads.

Efterfølgende deltog vi i et oplæg med Emil, som er arrangør af Word Festival.

Han fortalte om festivalen og gav os mulighed for at stille spørgsmål. Vi havde forberedt en række spørgsmål, og svarene gav os et godt udgangspunkt.

Samme dag lavede vi et testscript og gennemførte interviews. Da vi ikke kunne finde mange med erfaring som festivalfrivillige, valgte vi at tale med personer med erfaring i vagtplanlægning generelt. Det gav os indblik i, hvad administratorer har brug for, når de skal planlægge vagter.

Discovery og idéudvikling

Vi arbejdede først bredt med idéer og samlede forskellige forslag. Vi udviklede tre koncepter, som vi præsenterede i vores lo-fi prototyper.

Efter vi havde delt vores vurderinger valgte vi at gå videre med en app, specialudviklet til Word Festival.

Vi vurderede, at en digital løsning ville være mest relevant og kunne samle de funktioner, festivalen havde brug for.

I denne fase udviklede vi også et styletile, storyboard til videoen og begyndte at afprøve forskellige plakater og indhold til vores flyer.

Klientrapport

Dagen inden aflevering gennemgik vi vores klientrapport.

Sara havde allerede arbejdet på den hjemmefra, så vi gennemgik den sammen over en formiddag og sikrede os at alle var enige med hvad der var blevet skrevet og/eller om der var noget der skulle ændres.

Klik på billedet og se vores klientrapport!

Pitch i forhallen

Da appen var klar, kunne vi fokusere på de øvrige produkter: flyer, plakat og video. Vi måtte prioritere og vælge nogle funktioner fra undervejs for at nå det hele.

Til pitchen i forhallen havde vi gjort en indsats for at skabe en hyggelig stand.

Vi havde medbragt duftlys, dug, lyskæder, blomster og slik i farver, der matchede festivalens visuelle udtryk.

Det gav en ekstra dimension til præsentationen og gjorde vores stand mere indbydende.

Refleksion

I dette projekt fik vi selv lov til at danne grupper. Vi valgte at være fem personer, hvilket gav os flere ressourcer, men også udfordringer med at fordele opgaverne klart. Sammenlignet med projekt 1 havde vi en bedre forståelse for, hvordan man strukturerer et projekt, men vi oplevede også tidspres, som gjorde at vi delte os op i mindre arbejdsområder, hvor jeg havde ansvaret for prototypen i Figma.

Feedbacken fra gruppen kom sent, hvilket betød, at vi måtte ændre plakat og flyer flere gange. Det var en udfordring, og jeg havde ønsket, at gruppen havde været mere tilgængelig i weekenden, hvor jeg sad fast og havde brug for sparring. Samtidig var jeg bundet af nogle designvalg, vi havde aftalt, hvilket begrænsede fleksibiliteten.

Set fra den lyse side, var det også en effektiv måde at arbejde sammen på, da vi kunne hjælpe hinanden med at se fejl og mangler i hinandens produkt.

Undervejs mindede jeg mig selv om projekt-trekanten:
Tid, omkostninger og kvalitet hænger sammen.

Det blev tydeligt i dette projekt, hvor vi måtte balancere ambitioner med deadlines.